Oplev Sydslesvig!

Sydslesvigs muld og vande er spækket med dansk historie. Sydslesvig har været del af Danmark og en kulturel smeltedigel. Fra området Angel i det østlige Sydslesvig udvandrede de mennesker, der sammen med sakserne lagde navn til kulturen i England. Ved fjorden Slien lå vikingetidens store “internationale” handelsmetropol Hedeby. Og det historiske Flensborg vidner stadig alle vegne om dengang, Flensborg var Danmarks næststørste havn og deltog i trekantshandelen. Her hos os finder man både tegn på Christian den IVs store byggelidenskab og skanser fra de dansk-tyske krige. Og museerne i Sydslesvig ligger inde med store fælles kulturskatte, deriblandt både nogle af Danmarkshistoriens vigtigste oldtidsfund og senere tiders kulturelle perler.

Men ikke kun de mange levn fra vores fælles fortid, også den moderne danske kultur i Sydslesvig i dag er værd at skrive hjem om. Det danske mindretal byder på et væld af kulturelle oplevelser med noget af det bedste, Danmark og Norden har at byde på indenfor klassisk og moderne musik, teater, dans og billedkunst – ja, endda nutidig arkitektur som ved A. P. Møller Skolen i Slesvig.

Så Sydslesvig er på mange måder en rejse værd både til private besøg, i rejsegrupper eller for skoleklasser. Til grupper kan mindretallets organisationer bl.a. tilbyde en række af overnatningsfaciliteter i Sydslesvig på Jaruplund Højskole, kursuscentret Christianslyst eller lejrskolen Skipperhuset.

Danevirke

Blandt de kulturelle arvestykker, som det danske mindretal tager vare på sammen med vores tyske naboer er også Nordeuropas største arkæologiske mindesmærke, Danevirke. De tidligste dele af dette voldanlæg blev bygget for ca. 1500 år siden for at holde frankiske, saksiske og slaviske grupper fra at trænge op i Jylland. Vikingerne byggede videre på Danevirke og forbandt det med volden omkring vikingebyen Hedeby. Dette bosted ved fjorden Slien var et af Nordeuropas vigtigste handelspladser i vikingetiden. I dag er ca. 80 procent af Danevirke bevaret. Mindretallets Danevirke Museum ligger i dag dér, vor den legendære Hærvej gennem Jylland passerede voldanlægget. På dette sted lå Danevirkes hovedport, der stammer fra omkring år 500 og så at sige var den eneste officielle landfaste grænseovergang mellem Mellemeuropa og Skandinavien. Museet indeholder en permanent udstilling om voldanlægget. Derudover dokumenterer det også brugen af Danevirke i den anden slesvigske krig 1864 og det danske mindretals historie fra 1864 til i dag.

Vi arbejder for tiden på højtryk på en ny ”Oplev Sydslesvig”-portal, der hjælper dig med at finde oplevelser i Sydslesvig. Indtil vi kan tilbyde denne nye service, kan du følge med på Facebook her.

Er du interesseret i at købe billetter til kulturarrangementer i Sydslesvig, kan du gøre det hos ssf-billetten.